Lifestyle

New Month, New Habit (2/12)

By February 5, 2017 No Comments

Utroligt, at der allerede er gået en måned siden jeg satte mig for at starte denne serie! Hvis du ikke har læst det første indlæg, og synes det følgende er sort snak, kan du gøre det her. I dag vil jeg præsentere den nye vane jeg forsøger at implementere i februar, men inden da, skal vi så ikke lige tage en status over, hvordan det gik mig i januar? I januar satte jeg mig for at træne 3 gange ugentligt, for at komme i bedre form og styrke min koncentrationsevne. Here’s how it went.

1. uge
Jeg er motiveret og klar på udfordringen! Styrter op i fitnesscenteret til månedens første træningspas, det går forrygende – lige indtil næste dag. Av. Jeg havde helt glemt, hvor hårdt det er at komme i gang efter en pause! Det hjælper heller ikke meget, at jeg har en eksamen i denne uge og derfor ligger mit fokus helt ærligt et andet sted. Jeg redder den hjem ved at træne både lørdag og søndag, men god, det var svært!

2. uge
Har vildt mange aftaler i denne uge, men finder ud af, at det er mega smart at tage sit træningstøj med på uni – så kan jeg tage direkte op og træne efter. Win! Jeg synes stadig det er hårdt, og det kræver en del overvindelse for mig at komme afsted, men jeg klarer de 3 træningspas. Note to self: besøg ALDRIG fitnesscenteret mellem kl. 15:30 og 18:00. Centeret kan i dette tidsrum sammenlignes med et S-tog i myldretiden. Not. Cool.

3. uge
Denne uge har jeg ikke bare én, men TO eksaminer – og de ligger begge dejligt placeret om fredagen. Derfor er mit overskud i minus og jeg har virkelig ondt af mig selv. Jeg får hevet mig op og træne om mandagen, men så går der mange dage uden der sker noget. Tager mine eksaminer, ligger død lørdag og træner søndag. Jeg mangler altså et træningspas i denne uge. Damn it! Til gengæld lavede jeg noget Yoga til Blogilates videoer hjemme en morgen, gælder det?

4. uge
Åh, velsignede ferie! Jeg har en uges ferie inden det nye semester starter, så der er ingen undskyldning for ikke at træne. Denne uge kommer jeg nemt afsted til fitness; jeg tager endda mig selv i at smile når sveden hagler af mig mens jeg sidder på kondicyklen. Jeg tager mig ekstra god tid og klemmer nogle flere øvelser ind i min styrketræning.

Hvordan gik det så?
Jeg er faktisk ekstremt tilfreds med min egen indsats i januar. Selvom det var hårdt at komme afsted – især i starten af måneden – og jeg havde 3 eksaminer at læse op til, hvilket altid giver min hjerne en million grunde til ikke at gøre ting jeg burde, synes jeg, at jeg har fundet en rytme. Jeg træner cardio 2 gange om ugen og styrketræner én gang. Jeg kan allerede mærke, at min form har forbedret sig væsentligt, jeg har mindre lyst til søde sager, og min kæreste har spurgt mig, om jeg har tabt mig. SÅDAN! Det svære var helt sikkert at overvinde de første 3 uger – nu, hvor jeg kan se fremskridt, er det en del mere motiverende at komme afsted, og jeg er klar på at blive ved i hele februar også.

Jeg har fundet ud af, at jeg har behov for at belønne mig selv hvis det er gået godt. Derfor har jeg købt mig et par super fede træningsbukser fra nelly. I kan se dem på billedet ovenfor – jeg elsker net-detaljerne på benene. De har en fin pasform, omend lidt mere lavtaljede end hvad jeg plejer at gå efter, men ikke til et punkt, hvor det bliver generende. Jeg har allerede haft dem på til en træning, og følte mig super godt tilpas! De havde kun få størrelser hjemme da jeg købte dem, men de fås her. Jeg har dem i str. small. Jeg er ked af, at jeg ikke har et billede hvor jeg selv har dem på – det tænkte jeg ikke over, og lige nu ligger de til vask.

Mine tips
Inden jeg vil introducere denne måneds vane for Jer, tænkte jeg, at det ville være hjælpsomt med mine tre bedste tips til at komme i gang med træningen selv. Denne serie er nemlig ment som inspiration og jeg er stor fan af at give konkrete bud på, hvordan man kan forbedre og forandre.

  • Sæt tid til træning af i din kalender
    Det lyder måske banalt, men det at gøre fysisk plads til en omgang træning i sin kalender giver mig en følelse af commitment og forbereder mig mentalt på at komme afsted.
  • Gør det nemt for dig selv
    Helt konkret fandt jeg ud af, at det hjalp mig ekstremt meget at have mit træningstøj med i tasken på uni. På den måde føltes træningen ikke som noget meget tidskrævende jeg først skulle hjem og klæde om til, men noget, jeg lige kunne klare som en del af min dag.
  • Gør det fleksibelt
    Jeg har aldrig været glad for rutiner og alt for faste rammer. Det er som om det ikke helt stemmer overens med mit sind. Derfor har det været vigtigt for mig, at jeg ikke har haft et fast program jeg død og pine skulle igennem i hvert træningspas. Nogle dage har jeg nørdet igennem i centeret og trænet samtlige muskelgrupper, og andre dage har jeg lavet 30 minutters intensiv konditionstræning. Ved at gøre din træning fleksibel er du sikker på, at du i det mindste kommer afsted – også selvom du er tidspresset.

Februar 2017 | Spis vegetarisk 3 gange om ugen & planlæg måltider

Denne måneds vane knytter sig også til sundhed; jeg vil ekstremt spise vegetarisk 3 gange ugentligt. Jeg spiser faktisk ofte vegetarisk, men vil forsøge virkelig at comitte mig denne måned. Grunden til, at jeg gerne vil give mig i kast med kødfri mad er, at jeg har en tendens til at spise meget kød når det er en del af mit måltid, og totalt negligere grøntsagerne. Det er ikke helt holdbart! Derfor er det med et ønske om at vænne mig selv til at spise flere grøntsager at jeg sætter mig dette mål. Og så er det jo heller ikke helt skidt, at det er en del mere økonomisk at spise rød peber end oksemørbrad!

Den med at planlægge mine måltider kommer lidt ind som en sekundær ting. Et fun fact om mig er, at den “pligt” jeg hader allermest er at handle. Jeg kan ikke fordrage at være i supermarkeder; det stresser mig, jeg kan aldrig finde varerne og folks børn skriger altid helt absurd meget. Derfor vil jeg forsøge at planlægge mine indkøb så jeg kun skal handle én-to gange om ugen. Også fordi det for mig kræver lidt planlægning hvis jeg skal lave vegetarisk mad, jeg rent faktisk gider at spise. Jeg har allerede et par basis-opskrifter jeg laver ofte, men jeg vil i denne måned forsøge at udvide mit repetoire. Lad mig vide, hvis I vil se nogle opskrifter fra min hånd!

Til al denne planlægning har jeg et super godt redskab; FuturePlanner plakater i ramme! Det er min søde ven Daniel som har FuturePlanner, og han sælger de fedeste plakater, der gør det muligt på en overskuelig (og pæn!) måde at planlægge forskellige ting i sin hverdag. Mine er desværre lidt plettede, fordi jeg kom til at spilde kaffe på dem. Ups. Jeg har den der hedder “Remember” som jeg bruger til at skrive (you guessed it) mindre ting jeg skal huske ned, og derudover har jeg den der hedder “Week” hvor jeg skriver mine aftaler ind. De her plannere er blevet uundværlige for mig! De står i mit køkken, hvor jeg ser dem som det første om morgenen når jeg laver kaffe. De giver mig ro og overskuelighed i hverdagen. Jeg kunne vildt godt tænke mig den der hedder “Dinner”. Måske det skulle være en belønning for at gennemføre denne måneds vane? Plannerne kan købes her.

Jeg er SÅ motiveret og ready to go med den nye vane! Jeg kan afsløre, at første uge allerede er gået super. Jeg skal her til aften på jagt efter spændende vegetaropskrifter; shoutout til bloggen foodfanatic.dk som allerede har givet mig en del inspiration.

Jeg håber alle er kommet godt igennem januar – den er altid hård!

xx Cecilia

Leave a Reply

Cecilia Demant


Hej og velkommen til! Mit navn er Cecilia Demant, og jeg er bloggeren bag siden her. Du kender mig måske fra Youtube, hvor jeg har lavet videoer under navnet NordicBeautySecrets i mange år. Jeg er 22 år og studerer til kemiingeniør samtidig med, at jeg blogger på fuldtid. Her på min blog finder du rigtig nørdede anmeldelser, outfit posts, livsstil inspiration og meget andet godt! Jeg håber du har lyst til at følge med

Kontakt mig direkte: nordicbeautysecrets@gmail.com