BeautyLifestyle

Dupe – Eller Bare En Billig Kopi?

By March 27, 2017 6 Comments

På det seneste er makeupuniverset nærmest kogt over af diskussioner omkring såkaldte “dupes”. Mærker som Kat von D og Too Faced har været i offensiven for at sætte fokus på problemet med, at deres produkter bliver kopieret af andre mærker. Især har Makeup Revolution været i vælten som den store synder. Jeg har fulgt lidt med hjemme bag min computerskærm, og blev konfronteret med hele debatten da youtuberen John Kuckian, som bedst kan beskrives som den menneskelige udgave af Ekstra Bladet, udgav en video om emnet. Inden jeg klikkede på den for at se, hvad det hele handlede om, regnede jeg egentlig med, at folk ville være oprørte over at etablerede mærker bliver kopieret på stribe. Men nej.

En dupe er slang for “duplicate” – dublet på dansk. Det betyder i skønhedsuniverset, at et (som regel) billigere produkt minder om et andet (som regel) dyrere produkt enten i farve, tekstur, virkemåde eller andet. Der kan gå en del sport i at finde dupes for dyrere produkter, og jeg forstår det udmærket. Hvem vil ikke gerne have en tilsvarende effekt til en lavere pris?

Et eksempel på en dupe kan være den grønne øjenskygge, Club, fra MAC (swatchet til venstre) og farven “Definer” (swatchet til højre) der ligner i min Wet’n’Wild palette. Der er tale om produkter, som giver dig samme effekt men til forskellige priser. I dette tilfælde foretrækker jeg faktisk den billige version, da den er mere cremet, pigmenteret og refleksiv end MAC’s version! Der er mange eksempler på dupes derude, og der findes hele blogs dedikeret til gode budget-fund. Jeg vil også meget gerne lave en video dedikeret til mine favoritter, hvis der er stemning for det.

Problemet opstår i min optik, når vi begynder at strække dupe-begrebet for langt. Hele debatten omkring Kat von D, Too Faced og Makeup Revolution opstod, da Kat von D påpegede, at Makeup Revolution havde kopieret hendes Shade + Light Palette. Her er et billede af de to (fra Kat von D’s Instagram):

De ligner unægtelig hinanden – og Makeup Revolution har ikke engang gidet at finde på sit eget navn. De har simpelthen bare valgt at kalde deres palette for Light + Shade. Excuse me!? Det er straight savage. Jeg har længe gerne ville teste Makeup Revolution, men jeg har ikke kunne få mig selv til det, da deres produkter ligner andre mærkers så meget. Det er lidt det samme som med W7, der dog til en vis grad formår at lave deres egne ting og navne også. Jeg regnede derfor heller ikke med, at interessen for Makeup Revolution ville være særlig stor, men da jeg scrollede gennem kommentarerne på videoerne om twisten mellem de tre mærker, kunne jeg se, at jeg tog grueligt fejl.

Når Makeup Revolution har skulle retfærdiggøre deres kopiering af andre mærker i pressen, har de lukket ting ud som “dupes happen” og at de gør “dyre produkter nemmere at få fat i” og sammenligner desuden deres produktion med modeindustriens, hvor highstreet brands fortolker trends sat af de store modehuse (kilde her). Det er i høj grad den holdning jeg så gå igen i kommentarsporerne, og jeg må indrømme, at jeg virkelig blev chokeret.

I min optik er der enorm forskel mellem en dupe og en kopi – for let’s be real – det er, hvad der er tale om her. En simpel, billig kopi. Ligemeget hvor meget man forsøger at dække over det med et pænere ord er det kopiering. Lidt ligesom med begreber som genbrug og vintage, drengestreger og hærværk samt sugardating og prostitution – uden i øvrigt at tage stilling de givne eksemplers positivitet eller negativitet. De er blot eksempler. Med andre ord; lad os kalde en spade for en spade.

En af argumenterne jeg så i kommentarerne var, at “det er godt for folk der gerne vil have den dyre makeup, men ikke gider betale Kat von D’s priser”. Denne form for entitlement var nok, hvad der pissede mig mest af. Er der nogen, der kan henvise til Grundloven, Menneskerettighedskonventionen eller andre dokumenter som foreskriver, at vi har ret til makeup af en særlig kaliber? Mig bekendt lykkes Rimmel, Maybelline, Wet’n’Wild, NYX og mange andre mærker helt fint med at lave skønne øjenskyggepaletter med unikke designs og farver til lavere priser. At man går og ønsker sig et særligt produkt, men ikke har råd til det, er simpelthen ikke en valid undskyldning for at kopiere produktet. Det er ikke en menneskeret at have en Kat von D øjenskyggepalette, og at føle sig berettiget til én, er i min optik ikke andet end forkælet misundelse. Hvis man vil have noget, må man arbejde for det og spare op.

Et andet argument for, at Makeup Revolution er i sin gode ret til at kopiere – og vi andre til at købe – produkter er, at Kat von D jo tjener masser af penge. Men hvad har det med noget som helst at gøre? Ville det være tarveligere at kopiere hendes produkt hvis forretningen gav underskud? Hvor meget må hun egentlig tjene, før det er o.k. at kopiere hendes produkter? Økonomi er ikke et nulsumsspil, så dette argument giver ingen mening. Ligemeget hvor meget man måtte tjene på sin hårdt opbyggede forretning, er der stadig en masse arbejde bag en produktlancering – og andre virksomhedsaktiviteter. Der går tid og ressourcer med udvikling, test, markedsføring, aflønning af personale m.v. Det er en lang proces, og af den årsag endnu mere shitty at gå ind og kopiere et produkt så snart den ægte visionære har lanceret det.

Det sidste argument jeg vil gennemgå var, at “Makeup Revolution er kendte for at kopiere produktdesigns”. Hvad er det for en undskyldning? Er det så også okay at være et dumt svin over for andre, fordi man er “kendt for det”? Ej vel? Det er en glidebane at normalisere kopiering, for det er grundlæggende tyveri. Som opfinder, kunstner, designer, udvikler (whatever) er man omfattet af en række immaterielle rettigheder. Det betyder retsbeskyttelse af eksempelvis kunst, billeder, design, varemærker m.v. Man kan således retsforfølge andre, som kopierer ens opfindelser. Og med god ret! Jeg tror vi alle har stået i den situation, at en vi kender har kopieret os. Fremført vores pointe for klassen uden selv at have lavet sit hjemmearbejde, straight up kopieret et outfit eller lignende. Det er provokerende, irriterende og dårlig stil. Vi opdrager hinanden til ikke at stjæle, men hvorfor er det så ok, så snart virksomheder gør det? Det fremmer ikke ligefrem god forretningsmorale.

Der er naturligvis intet i vejen med billig makeup – jeg elsker selv at kunne ligne en million (ok, måske ikke helt en million) for få penge. Jeg elsker også selv at opdage, at Rimmel har en læbestift der minder om én af mine favoritter fra MAC. Men der er grænser for, hvad vi kan tillade os at kalde dupes og hvad der bare er en billig kopi. Og der er ligeledes grænser for, hvad vi kan tillade os at mene at have ret til. Vi har ret til vand, ligestilling og beskyttelse mod overgreb – vi har ikke ret til high-end makeup. Det må vi selv arbejde for. Og besides; masser af billige mærker laver originale produkter, der nemt konkurrerer med de helt dyre, så der er slet ikke brug for at støtte kopier.

Har I fulgt med i hele denne debat? I så fald, hvad synes I?

xx Cecilia

Join the discussion 6 Comments

  • Nanna says:

    Er enig i rigtig mange af dine principper, men må indrømme at min pengepung ofte går forud for mine principper..

  • Birte says:

    Helt enig. Godt skrevet!

  • Emma says:

    Er SÅ enig. At kopiere andres Make-up, skoleopgave. Eller noget andet i det hele taget, er virkelig dårlig stil. Og det er der intet der kan retfærdiggøre!❤ p.s elsker dig, din blog, og din Youtube kanal!❤

  • Victoria says:

    Hej,

    Super fint blog indlæg, er fuldstændig enig med dig.

    Nu vi er ved emnet, kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre din mening om Kylie Jenner og hendes make-up, da hun udgiver sig for at være 100% original (samtidig med at der er mange sites der sælger dubes af hendes design/ make-up forskellige steder), men bliver også selv beskyldt for at dube andres produkter (fx Colourpop cosmetics).
    Det gælder også for hendes tøj liner (The Kylie Shop, som hun har kopieret fra en kendt kendt fra Asien) osv.

    Hvad synes du om en der er blevet kendt som at være original, men er blevet så kendt for det, at hun nu ses som at komme med ideerne og originaliteten? Er det okay?

  • Kamilla Karlsen says:

    Super godt indlæg! Er fuldstændig enig 👌🏼❤

  • Iben says:

    Jamen så vil jeg da melde mig på banen som ikke enig 🙂 (jeg er nu heller ikke enig i at drengestreger og hærværk er det samme)
    Jeg forstår slet ikke det massehysteri. ALLE gode opfindelser bliver da kopieret..det er vel den største kompliment man overhovedet kan få 🙂
    Det ville også være svært at forestille sig at det KUN var Levi´s der måtte lave jeans..selvom de var nogle af de første til at gøre dem til et modefænomen. Der findes ufattelig mange jeans som ligner originale levi´s på en prik..men det er ingen længere forargede over. Alle brands har deres jeans model med bittesmå eller større forskelle.
    Sådan er det jo også med makeup. Der er ingen tvivl om at Makeup Revolution og W7 mfl. kopierer de kendte brands. Men det ER altså ikke samme kvalitet..og der er heller ikke den samme energi eller feeling (eller hvordan man nu vil beskrive det at købe en luksusvare). Derfor mener jeg også at originaler og kopier grundlæggende henvender sig til to forskellige målgrupper. Jeg tror simpelthen ikke på at en kvinde/mand der ønsker sig Kat von D paletten undlader at købe den fordi hun/han i stedet vælger den billigere kopi fra Makeup Revolution. Præcis ligesom kvinden/manden der køber high end modetøj heller ikke gider at købe en bluse i H&M for at spare 500 kr. (selvom den ligner high end modellen til forveksling).
    Jeg synes derimod at de billigere kopier kan være en ganske fin måde for folk som af den ene eller anden grund ikke kan eller vil betale så mange penge for makeup, at købe et lignende produkt. F.eks. kunne det være teenagere som ikke tjener ret mange penge, som naturligvis vælger at handle i Normal fordi det er her de får mest “bang for the buck” . Senere..når de får gode jobs og fast indtægt vil de måske vælge de originale brands fordi de kender til konceptet men nu prioriterer kvaliteten og følelsen af luksus/forkælelse højere.
    Slutteligt vil jeg da sige at jeg synes det er ærgerligt hvis du ikke vil anmelde makeup fra Makeup Revolution fordi de laver kopier. De laver jo også massevis af fine ting som ikke er kopier.
    Og hvad med den ovale makeup børste som ALLE efterhånden også har deres udgave af? ..det er jo også en kopi. Så er der alle de koreanske beauty produkter som BB cream og alverdens cusion dit og dat som næsten alle vestlige brands med respekt for sig selv har lavet deres kopi af. Skulle det også forbydes?
    Det ville da være slemt kedelig 🙂

Leave a Reply

Cecilia Demant


Hej og velkommen til! Mit navn er Cecilia Demant, og jeg er bloggeren bag siden her. Du kender mig måske fra Youtube, hvor jeg har lavet videoer under navnet NordicBeautySecrets i mange år. Jeg er 22 år og studerer til kemiingeniør samtidig med, at jeg blogger på fuldtid. Her på min blog finder du rigtig nørdede anmeldelser, outfit posts, livsstil inspiration og meget andet godt! Jeg håber du har lyst til at følge med

Kontakt mig direkte: nordicbeautysecrets@gmail.com