AnmeldelserBeauty

Anmeldelse | Plaisir Young Skin Hudplejeserie

By September 24, 2017 2 Comments

Jeg tror at vi alle kender til min forkærlighed for parfumefri hudpleje by now. Derfor kommer det formegentlig heller ikke som nogen overraskelse, at jeg straks gik i gang med at teste Plaisirs nyeste skud på stammen, da jeg fik produktserien ind ad døren. Jeg har testet 9 ud af seriens 11 produkter – jeg valgte pænt at springe ansigtsrensen over, da det er en skum og renseservietterne var ikke lanceret da jeg startede testen af produkterne. Jeg synes, at det ville være en super udvidelse af serien at lancere en rensemælk (hint, hint hvis I læser med hos Plaisir).

Plaisir er et af Matas egne mærker og er faktisk ikke noget jeg har vildt meget erfaring med. Deres produkter har – helt ærligt – aldrig tiltalt mig særlig meget. Jeg tror det har noget med indpakningen at gøre. Den henvender sig ikke rigtig til den yngre målgruppe, i min optik. Dog synes jeg, at serien til ung hud her er rigtig cool i sit look; jeg kan godt lide, at produkterne primært kommer i tuber og jeg synes især de af produkterne med et gyldent låg ser rigtig flotte ud.

Plaisir markedsfører serien til unge mellem 18 og 30 år og jeg synes da helt sikkert også, at den dækker over et bredt aldersspænd, men mange af produkterne henvender sig til en mere fedtet og uren hud, hvilket sender et lidt ungt signal generelt. Jeg vil også vurdere, at folk omkring de 30 måske vil have fordel af at supplere serien med noget mere målrettet serumpleje og måske en natcreme. Anyways; lad os holde op med at snakke om hvad serien ikke har at byde på, og så komme i gang med at diskutere hvad den har at byde på.

Plaisir All Gone Micellar, 65 kr. her
Første step i en renserutine er naturligvis at fjerne makeuppen. Til det er mange glade for at bruge en micellar vand, og Plaisir er hoppet med på bølgen og har lanceret sådan én. Deres version er med vitamin B5 som virker fugtgivende og -bindende samt lakridsekstrakt der har en antiinflammatorisk virkning. For mig er det ikke så vigtigt hvad en makeupfjerner har af hudplejende egenskaber, da den renses af med en ansigtsrens efterfølgende, men det er helt sikkert fine tilføjelser til produktet. Om selve evnen til at fjerne makeup kan jeg rapportere, at det går rimelig nemt. Det er ikke den mest effektive rensevand jeg har prøvet (favoritter er Garniers, Niveas uden parfume og Bioderma) men bestemt heller ikke den værste! Det tager lidt tid for den at opløse mascara, men den kommer lynhurtigt hudmakeuppen til livs. Forresten må I undskylde, at produktet mangler et låg på billedet – det lykkedes mig at tabe det i toilettet og jeg var ikke tilbøjelig til at putte det tilbage på produktet efterfølgende. Det er måske heller ikke så professionelt at indpakningen er tom, men jeg har brugt produktet op og har været lidt langsom i vendingen med at få taget billeder til indlægget her. But you get the point.

Plaisir Stay Fresh Facial Mist, 80 kr her
Skintonicen i serien kommer i en sprayflaske, hvilket jeg synes godt om. På den måde kan du selv styre, om du vil spraye den direkte i ansigtet eller på en vatrondel først. Sprayfunktionen er lidt til den kraftige side med en forholdsvis tynd stråle, men holder man produktet et godt stykke fra ansigtet får man en pænt jævn mist. Produktet virker enormt forfriskende på huden og jeg har brugt det både morgen og aften, samt som opfrisker i løbet af dagen. Det indeholder igen vitamin B5 til at fugte men du finder også vitamin B3 – også kendt som niacinamid – heri. Det er en af mine favoritingredienser, bl.a. på grund af dens antioxidative, beroligende og genopbyggende egenskaber. Der er også hyaluronsyre heri, som er fugtbindende. Jeg er alt i alt rigtig godt tilfreds med denne skintonic, som helt sikkert kan bruges af alle hudtyper. Den leverer din basale mængde fugt og opfrisker på en enkelt og fin måde jeg ikke har en finger at sætte på. Det er en anbefaling herfra!

Plaisir Fix It T-Zone Serum, 120 kr her
Serummet i serien kommer i en 50 mL størrelse til bare 120 kr. Det er i min optik en virkelig skarp pris! Det henvender sig helt klart mest til de, som døjer med uren hud, ligegyldigt om den er fedtet eller dehydreret. Plaisir skal virkelig have ros for at tage forbrugeren i hånden hele vejen gennem denne hudplejeserie; de skriver klare instrukser og ingrediensforklaringer, hvilket jeg synes er en fantastisk tilføjelse i en tid, hvor vi forbrugere gerne vil have så meget information som muligt om de produkter vi bruger. Plaisir anbefaler at man starter med at bruge serummet her et par gange om ugen for at se, hvordan ens hud reagerer. Det synes jeg er et super godt råd; alt for mange mærker beder forbrugeren om bare at klø på med deres produkter uden tanke på, at hvis man har sensitiv hud (som en uren hud mange gange er), skal den ofte have tid til at vænne sig til nye produkter i rutinen. Jeg har brugt serummet her ca. 3 gange om ugen og har ikke oplevet nogen udfordringer. To be fair har jeg heller ikke haft urenheder på det sidste – om det er på grund af serummet eller min generelle hudpleje kan jeg ikke præcist konkludere, men jeg kan i hvert fald berette, at det ikke irriterer min hud.

Serummet indeholder en række interessante ingredienser, hvoraf en af dem er lærk. Plaisir fremhæver lærks evne til at mindske vandtab fra huden, men har også positive effekter på cellefornyelsen og udjævner fine linjer. Jeg har netop læst en artikel, hvor det blev beskrevet, at granatæbleekstrakt – en anden ingrediens der også findes i produktet – i kombination med lærk giver en udjævnende effekt på hudtonen ved at hæmme melaninproduktionen – pretty cool! Endvidere er der Iris i produktet, som de påstår modvirker urenheder. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om denne ingrediens, da det er svært at finde helt valide kilder på den. Jeg mener den indeholder parfumestoffer, så jeg er ikke sikker på, at produktet kan regnes som parfumefrit, hvis der stadig er irisekstrakt i. Dog er jeg ikke sikker; jeg kan ikke detektere nogen duft og ved heller ikke, om det er muligt at fremstille irisekstrakt uden parfumestofferne. Dog er der ikke rigtig nogen enighed om, hvad ingrediensen gør af gode ting for huden; de fleste tillægger den anti-age egenskaber, men kilderne er lidt fluffy og derfor vil jeg ikke udtale mig vildt meget om denne ingrediens.

I hvert fald lader serummet ikke til at irritere min hud og jeg vil derfor anbefale den til de, som døjer med uren hud eller en fedtet T-zone og igen rose Plaisir for at oplyse forbrugerne så grundigt som de gør på indpakningen.

Plaisir No Shine Oil Free Gel, 120 kr her
Vi bliver i anti-shine land. Seriens ansigtscreme til en fedtet hud kommer i en gel version som er oliefri. Jeg er altid betænkelig ved at teste denne type produkt, da jeg ofte oplever, at de er enormt udtørrende på huden. Det er heldigvis slet ikke tilfældet her! Gelen trænger hurtigt ind i huden og efterlader en blød, let klistret fornemmelse på huden med en pæn, semi-mat overflade. Gelen indeholder igen en masse gode ingredienser. Du finder både anti-irritanter, fugtgivere og opstrammere heri. Selvom enkelte at ingredienserne kan have en positiv indvirkning på urenheder, er der dog ingen klassiske “anti-bumse” ingredienser heri, hvilket gør produktet fint og mildt at bruge. Fremfor at behandle urenheder er der mere tale om en forebyggende gel som leverer let fugt her. Jeg kan forresten fortælle, at den fungerer super fint som primer på grund af den let klistrede dry-down som leder tankerne lidt hen på glycerin. Hvis du har normal hud og leder efter en primer der kan mattere let, ville denne faktisk være et ganske godt og billigt bud. Ellers er det bare et rigtig fint produkt til dem, som ønsker at fugte deres hud men ikke er til fede cremer.

Plaisir All Day Moisturizer 120 kr her
Dette er nok mit yndlingsprodukt fra serien, og jeg har brugt over halvdelen af det, hvilket er sjældent for mig når det kommer til cremer. Jeg har på den gode side af 15 cremer liggende i min skuffe, og skifter så ofte ud, at det er sjældent jeg bruger ret meget af dem. Denne creme fugter virkelig igennem! Den er hverken tung, fed eller føles tilstoppende på huden, men trænger let ind og fugter i dybden. Der er en masse fugtgivende ingredienser i og desuden har de proppet den med antioxidanter fra alger og vitamin E. Det giver en super fin hverdagsbeskyttelse til huden og er noget, alle burde sørge for at have i deres daglige hudpleje. Lakridsekstrakt er en anden ingrediens jeg er glad for på grund af dens antiinflammatoriske effekter. Den beroliger huden rigtig fint hvilket betyder, at cremen sagtens kan bruges af en følsom hud. Dette er en creme der spænder virkelig bredt; jeg kan se alle med kombineret til tør hud bruge den og være glad for den. Virkelig et godt produkt jeg ikke vil sige så meget mere om end; køb den!

Plaisir Tinted Moisturizer 120 kr her
Jeg er personligt ikke så meget til farvede dagcremer. Jeg foretrækker at bruge foundations i min daglige makeup, men testede for god ordens skyld alligevel cremen her. Mange af ingredienserne fra All Day Moisturizer går igen i denne creme, der også indeholder en lille smule farvet pigment, der skal udjævne hudtonen. Der er vitterligt ikke tale om ret meget farve, så hvis du holder af noget helt let, ville dette være en optimal creme. Jeg kan næsten ikke detektere en dækning på min hud, men den giver huden en lille udjævning af hudtonen. Den kan helt sikkert også bruges inden yderligere makeup på huden. Den tørrer ned til en rimelig mat finish, hvilket jeg godt kan lide. Ofte oplever jeg, at farvede dagcremer er fedtede og skøjter rundt, men denne er virkelig fin og let i konsistensen. Dog ikke et produkt jeg personligt bruger – men et rigtig godt et af slagsen hvis du er til farvede dagcremer!

Plaisir Clear Up Face Mask 80 kr her
Dette er en rigtig interessant dybderensende maske. Den indeholder selvfølgelig kaolin, som er den olieabsorberende ingrediens i stort set alle lermasker. Derudover er den tilsat en række fugtgivende ingredienser der modvirker udtørring af huden, og du behøver derfor ikke følge op med en masse forskellige ansigtsmasker til at bringe fugtbalancen i orden efter brug. Masken tørrer ikke helt ned, hvilket jeg sætter stor pris på. Jeg hader den dér stramme følelse i ansigtet mange lermasker giver. Masken er meget mørkegrå i farven, hvilket selvfølgelig kan grise lidt når den renses af, men den er overraskende nem at skylle af til trods for den intense farve – det værdsætter jeg også. Masken efterlader huden blød og tydeligt dybderenset, men uden at strippe den helt for fugt. I min optik behøver man ikke bruge mange penge på en dybderensende lermaske og denne er et virkelig godt bud, hvis du leder efter en til din rutine.

Plaisir Peel Off Face Mask 80 kr her
Peel Off masken er seriens taber for mig. Jeg brød mig virkelig ikke om dette produkt! Jeg er ikke rigtig til peel off masker generelt, da jeg ikke synes de gør noget for huden overhovedet og det er præcis det indtryk, jeg fik af denne maske. Den indeholder en del denatureret alkohol, som virkelig godt kan mærkes på huden. Den giver, hvad nogen vil betegne som en “kølende” effekt, men jeg synes bare det virkede let hudirriterende. Den er en krig om at tørre og peeler ikke at i ét stykke – snarere i atomer, hvilket er pænt surt. Det hjælper heller ikke på sagen, at den har samme mørkegrå farve som lermasken og derfor griser enormt. Jeg synes det er alt for meget bøvl for en ansigtsmaske og vil anbefale at holde dig til lermasken hvis du vil have noget dybderensende. Denne var helt ærligt spild af tid.

Plaisir Scrub Away Face Mask 80 kr her
Jeg testede dette produkt med det udgangspunkt, at jeg ville hade det. Jeg er meget kritisk over for ansigtsscrubs med skrubbekorn i og især, når de markedsføres til ung hud. Af en eller anden årsag legitimerer en “ung og fedtet hud” at man propper ansigtsscrubs med store, grovkornede og skarpkantede partikler og jeg kan simpelthen ikke se formålet med det. Det er der heldigvis intet af i denne scrub! Der er langt mellem selve skrubbekornene og de er små og pænt afrundende. De ligger i en meget cremet base der gør, at de ikke er i direkte kontakt med huden og det fungerer rigtig godt. Som altid med manuelle scrubs skal man være varsom med ikke at trykke for hårdt, men dette er faktisk en ansigtsscrub jeg godt kan se mig selv bruge. Den er fyldt med fugtgivende egenskaber så hvis man lader den sidde på, får man altså også en fugtmaske med i købet. Rigtig cool!

Det var en lang omgang i dag. Overvejende positiv. Jeg synes, at Plaisirs serie til ung hud er en virkelig kærkommen serie på markedet. Jeg elsker, at den er parfumefri. Produkterne er velformulerede og virker super godt. Jeg synes det er utrolig fedt, at Plaisir gør så meget ud af at guide forbrugeren gennem ingredienserne og tilmed er designet cool. Sejt at der er noget parfumefri hudpleje som ikke bare er kedeligt og “fornuftigt” men som rent faktisk virker.

xx Cecilia

*Ovenstående links er affiliate

Join the discussion 2 Comments

  • Katrine L says:

    Super fint indlæg! Er vild med dine vildt informative hudpleje anmeldelser både på video og bloggen. Du har virkelig styr på ingredienserne som en af de eneste i youtubere/bloggere i Danmark. Har lige bestilt Clear up mask, fix it T-zone serum og All day moisturize. Jeg håber, at de vil gøre noget godt for min hud 🙂

  • Anna says:

    super anmeldelse, fedt at du går i dybten med ingredienslisten ^^

Leave a Reply

Cecilia Demant


Hej og velkommen til! Mit navn er Cecilia Demant, og jeg er bloggeren bag siden her. Du kender mig måske fra Youtube, hvor jeg har lavet videoer under navnet NordicBeautySecrets i mange år. Jeg er 22 år og studerer til kemiingeniør samtidig med, at jeg blogger på fuldtid. Her på min blog finder du rigtig nørdede anmeldelser, outfit posts, livsstil inspiration og meget andet godt! Jeg håber du har lyst til at følge med

Kontakt mig direkte: nordicbeautysecrets@gmail.com