Uncategorized

Jeg søger en agent!

By December 4, 2017 No Comments

Er du en kreativ, udadvendt, skarp sælger med en no-bullshit attitude og suveræn forståelse for sociale medier? Foretrækker du at blive vurderet på dine resultater frem for at opfylde kravet om at stemple ind fra 9-17 hver dag? Kan du lide at arbejde entreprenant og konstant have gang i nye projekter? Så tror jeg at du og jeg kunne udgøre det vildeste team.

Jeg søger en privat agent til at varetage mine kommercielle interesser på de sociale medier – og dem har jeg mange af. Jeg driver en Youtube kanal, en blog, en Instagram og snart et podcast og ønsker at fokusere 100% på den kreative udvikling af indhold til disse medier. Derfor søger jeg en cool person som kan hjælpe med at indgå sponsoraftaler og samarbejder med kunder på alle disse platforme.

2018 bliver et vildt år. Jeg har mange projekter i støbeskeen og er altid åben over for input – ligegyldigt om det er kreativt eller i forhold til nye forretningsområder. Dit primære ansvar vil være at identificere og kontakte nye kunder vi kan skabe engagerende, lærerigt og brugbart indhold sammen med på de sociale medier. Jeg er ikke bange for at tænke stort og derfor er “jobbeskrivelsen” heller ikke set in stone så jeg søger en der er frisk på at kaste sig ud i lidt af hvert.

Jeg leder efter en person der kan arbejde selvstændigt, eftersom du kommer til at arbejde hjemmefra eller hvor du nu foretrækker at opholde dig. Jeg søger en person der har indgående kendskab til sociale medier og forstår præmissen for disse. Det er en fordel hvis du har erfaring inden for skønhed, mode eller lifestylesegmenterne, da det primært er her jeg arbejder. Erfaring inden for reklamebranchen, digital marketing og salg eller arbejde med kreativt bureau vil også være en fordel. Vigtigst er det dog, at du er ambitiøs og fleksibel eftersom mit skema indtil sommer 2018 er fastlåst i et studie.

Jeg indrømmer gerne, at det er første gang jeg kaster mig ud i et samarbejde af denne art og derfor kan jeg hverken tilbyde en vild kontorplads, frugtordning eller flekstid. Til gengæld kan jeg tilbyde at du får masser af arbejdsfrihed til at hustle som det passer dig bedst, at du får gode muligheder for at præge de projekter vi søsætter og at jeg sammen med dig gerne bygger noget stort.

Måske det er tid til at jeg introducerede mig selv: mit navn er Cecilia Demant og jeg er professionel influencer og har levet af at lave indhold til de sociale medier i snart 3 år. Jeg har mere end 50.000 følgere på tværs af mine sociale platforme og mine tidligere samarbejder omfatter bl.a. Magasin, The Body Shop og Pepsi Max. Sammen med videnskab.dk har jeg søsat en succesfuld Youtube-kanal der hedder Skønhedslaboratoriet som formidler viden om skønhed til ikke-boglige unge på en letforståelig måde. Jeg har netop lanceret Bestfluence sammen med min kæreste og forretningspartner. Bestfluence er en rating-platform hvor følgere kan rate og skrive anmeldelser af de influencere de følger for at højne troværdigheden på de sociale medier. Jeg læser til kemiingeniør, hvilket jeg heldigvis snart er færdig med og bor i Københavnsområdet. Det vil derfor være en fordel hvis du også befinder dig på ca. disse breddegrader så vi har mulighed for at mødes lidt løbende.

Mine planer for 2018 er at tage mine sociale medier til en ny dimension og skabe indhold af langt højere kvalitet end hidtil. Som sagt står jeg overfor en lancering af et podcast og har masser af videoprojekter i pipeline – så der er nok at tage fat på!

Hvis du vil se eksempler på mit arbejde kan jeg findes under Cecilia Demant på Youtube, cecilia.demant på Instagram og på ceciliademant.dk.

Hvis du synes denne rolle lyder interessant og du har lyst til at arbejde sammen om at skabe og sælge fantastisk onlineindhold så hører jeg meget gerne fra dig. Jeg kan kontaktes på mail nordicbeautysecrets@gmail.com og hold dig endelig ikke tilbage med at stille spørgsmål.

Leave a Reply

Cecilia Demant


Hej og velkommen til! Mit navn er Cecilia Demant, og jeg er bloggeren bag siden her. Du kender mig måske fra Youtube, hvor jeg har lavet videoer under navnet NordicBeautySecrets i mange år. Jeg er 22 år og studerer til kemiingeniør samtidig med, at jeg blogger på fuldtid. Her på min blog finder du rigtig nørdede anmeldelser, outfit posts, livsstil inspiration og meget andet godt! Jeg håber du har lyst til at følge med

Kontakt mig direkte: nordicbeautysecrets@gmail.com